VM 2020

Så er VM overstået. Jeg kom for en medalje, men må tage hjem med en 6. plads i omnium og 5. plads i parløb med Julie Leth.

De seneste mange måneder har jeg trænet frem imod ét mål – VM. Stille og roligt er min form blevet bedre og troen på et resultat blevet bygget op.

Set med danske øjne startede VM fantastisk ud. 4000m holdet vandt VM guld og satte verdensrekord! ?
Normalt må vi ikke være tilskuere i hallen dagen før konkurrence, men da herrerne kvalificere sig til VM-finalen, blev der lavet en undtagelse. Det var så vildt at se dem tage VM guldet. Jeg har trænet mange timer med de drenge, og ved hvor hårdt de har arbejdet, det er simpelthen så fortjent.

Så blev det tid til min første konkurrence – Omnium. 4 discipliner på 1 dag. Jeg startede ikke super ud med en 15. plads i scratch, men fik hevet mig selv op, genfundet fokus, og kørte godt i tempoløbet (3. plads) og udskilning (7.plads). I det afsluttende pointløb greb jeg chancen og var en kvart omgang fra at vinde en omgang og derved nå podiet og drømmen om en medalje. Jeg endte med en samlet 6 plads. Overall havde jeg håbet på mere, men var tilfreds med min fysiske form. Jeg var tilfreds til min indstilling, og andre mentale aspekter jeg har arbejdet på. 4 løb på 1 dag lige efter hinanden kan være udfordrende, specielt hvis man kommer lidt skævt fra start, som jeg gjorde her til VM.

Dagen efter omnium var det tid til parløb – kernen af vores kvinde bane projekt. Vi lavede en masse tekniske fejl, som der ikke er råd til, når det er VM. Vi kom lidt på bagkant fra starten, og da vi er ved at finde rytmen, blev jeg fældet af en irsk rytter, der pludselig lå på tværs lige foran mig. Jeg røg ud over styret, men slap heldigvis med lidt brandsår. (Ved nærmere cykeleftersyn fik mit styr lidt mere patina og hjulene lidt bank, men det hele holdt til mål). Styrtet gjorde at Julie fik en længere tur “inde”, men det mest ærgerlige er, at vi missede nogle gode momenter til at køre offensivt. Vi kunne have nået podiet ved at køre godt i sidste spurt, og det hele var tæt på at lykkedes med et angreb, men vi blev desværre lukket ned og endte som 5’er. Vi er begge skuffede. Vi har arbejdet hårdt frem imod det her VM, og så er det hårdt når ens mål og drømme ikke går i opfyldelse.

Både omnium og parløb er olympiske discipliner, og har derfor stort fokus, og atleter i absolut verdensklasse til start. Så at blive nr. 5 og 6, er ikke dårlige resultater, men jeg har bare større forventninger til mig selv, og en tro på at jeg kan gøre det bedre.

VM blev afsluttet med VM guld til Lasse og Michael i herrernes parløb. Klasse kørsel fra start til slut. En fornøjelse at overvære, og ikke mindst super inspirerende ???

VM markerede afslutningen på 2 års kvalifikations periode til OL i Tokyo. Og Danmark har på kvindesiden kvalificeret en parløbs- og omnium plads ?? Jeg vil gøre mit bedste for at blive udtaget til at repræsentere Danmark ??

Mange tak til alle Jer der har hjulpet mig undervejs ?? Tak til min træner Martin Andreasen Lollesgaard for den evige hjælp og skub når det kræves. Tak til Mathias Møller (vores kvinde bane landstræner) for at tro på projektet og os. Tak til Rune og Gitte (vores soigneurs) for massage, riskogning, tøjvask, support under løb, osv. Tak til Mads (vores mekaniker) for at få min cykel til at spille. Tak til Andreas, Dan, Casper og alle Jer fra Danmarks Cykle Union og Team Danmark der hjælper til i de mere skjulte roller.

Tak til Thomas Lind – Mogens Lind VVS som for et par måneder siden sponsorerede mig den watt måler jeg har kørt med under VM træningen og alle mine VM løb. Det er data som giver vigtigt information om de forskellige træningspas og løb, og den data vil bl.a. hjælpe mig/os med at foretage de rigtige valg omkring gear osv. når vi kommer til OL (158 dage til parløbet).

Tak til alle de danskere der var taget til Berlin for at heppe. Men specielt til min familie ❤

Nu er det snart tid til at komme ud på landevejen og starte forårssæsonen med Boels Dolmans Cycling Team.